Mit arbejde i Kalaallit Nunaanni Brugseni består blandt andet i at udsmykke Brugseni-butikker både udvendigt og indvendigt. Opgaven er at gøre dem mere behagelige at opholde sig i og lettere at navigere rundt i for kunderne.

Det er første gang, en nybygget butik som Brugseni Natalie får et nyfortolket eksisterende design. Selvom jeg fik meget kort tid til at designe, hvordan det skulle se ud inde i butikken og i vinduerne udenfor, er jeg tilfreds med det foreløbige resultat.

Den største ændring, man umiddelbart lægger mærke til, når man træder ind i butikken, er de kunstige plantevægge med neonlys, der bruger vores sekundære skrifttype, Sadey Ann, og pryder topvæggene i Frugt & Grønt- og Vin & Øl-afdelingerne. Størstedelen af inspirationen hentede jeg fra Miami, da jeg deltog i Adobe Max-konferencen.

Andre ændringer er de flere malede vægge og overflader rundt om i butikken. Brugseni’s velkendte røde farve, der kan være lidt hård at se på, er blevet tonet ned og gjort lidt mørkere, kombineret med en grå farve, der også er en del af vores farvepalette. Kombinationen af de to farver ses blandt andet i slagter- og delikatesseafdelingen.

For at gøre det nemmere for kunderne at finde rundt i butikken har jeg fået lavet store skilte i 3D-blokbogstaver, skrevet med vores primære skrifttype, Serenity. Skiltene hænger i balkoner, oven på kølere, samt i slagter- og delikatesseafdelingerne – de områder, hvor varerne ikke bliver rykket rundt. Helheden med 3D-blokbogstaver, neonskilte, kunstige plantevægge og malede vægge skaber en harmoni mellem forskellige stilarter.

Scan-selv-kassen har også fået sit eget univers, som først blev implementeret i Brugseni Qinngorput. I Brugseni Natalie er der dog ingen vægge at dekorere ved scan-selv-området, så her blev der i stedet ophængt et PVC-skilt med vores scan-selv-grafik og budskab.

De forskellige universer, de enkelte afdelinger har, gør det muligt for kunderne at orientere sig nemt og hurtigt.

Selvom jeg fik meget kort tid til at designe butikkens udtryk, ligger der en klar tanke bag mine valg. De vigtigste er, at butikken skal være flot, behagelig at være i, og let at navigere i for kunderne.

Mange mennesker har travlt efter arbejde og handler ofte ind til aftensmaden på vej hjem. Efter min mening giver behagelige omgivelser os mere ro, selv hvis vi ikke er bevidste om det. Derfor har jeg ønsket, at Brugseni Natalie også skulle være et sted, hvor travle mennesker kan finde en lille pause og falde lidt til ro, inden de tager hjem. Om det er lykkedes, må kunderne selv vurdere.

Man siger, at et “liminal space” er et rum, man passerer igennem, når man er midt i en udvikling – et sted, hvor man bevæger sig fra én mental tilstand til en anden, både i virkeligheden og i drømme. Som en travl person i hverdagen, der kommer ind i en butik, kan interiøret måske også påvirke én til at skifte til en anden tilstand – mere eller mindre. Den tanke har været vigtig for mig under designet af butikkens udtryk.

Grafikken til butikkens vinduesfolier er også ny. Mange vinduer er placeret, så man udefra kan se bagsiden af hylder og kølere. Det kan afskærmes med folier med grafik og billeder af varer.

Før jeg gik i gang med at designe folierne, brugte jeg lang tid i fotostudiet på at fotografere de mange forskellige varer, butikken sælger. For mig var det vigtigt, at de så indbydende og lækre ud – noget, man får lyst til at købe. De har fået en grå baggrund, som vi allerede bruger på butikkens vægge.

Selvom Brugseni Natalie er den første butik, der har fået det nye udtryk, er arbejdet ikke helt færdigt endnu. Jeg glæder mig til at videreudvikle det og sprede det til resten af butikkerne langs kysten.

Hvis du befinder dig i Nuuk, opfordrer jeg dig til at besøge Brugseni Natalie. Det er i øjeblikket den flotteste Brugseni-butik.